BZ’erne smidt på porten- KBH


se http://www.bz-kbh.tkfor oppdaterte nyheter

fra paagaden.dk http://www.paagaden.dk/?op=vis&aid=409&s=nyheder

BZ’erne smidt på porten (Paagaden.dk) - 22. Sep 2003 - Politiet har – igen – ryddet Det Lyserøde Hus for bz’ere. Håndværkere gik derefter i gang med at rydde huset for møbler og barrikadere det for at undgå beboelse i huset.

»Strisserne kom før vi ventede dem – midt om natten«. Ikke meget har ændret sig siden Kim Larsen i 1983 sang om rydninger af besatte huse. Klokken fire natten til mandag rykkede Københavns Politi ind og smed bz’erne ud af Det Lyserøde Hus i Rantzausgade.

Håndværkere rykker ind Om morgenen var håndværkere i færd med at demontere den café, som bz’erne havde oprettet, nogle få bz’ere med sparsomme ejendele under armen og et par skulende betjente på fortorvet. Den natlige aktion medførte 25 anholdelser med sigtelse for ulovlig indtrængen. Politiets vagtleder oplyser, at det hele foregik fredeligt.

Hotel eller erhverslejemål? Efter at have ryddet huset tre gange, havde Københavns Politi meldt ud, at de ikke ville prioritere kræfter på bz’erne, fordi de rykkede ind i samme tempo, som politiet smed dem ud, hvilket politidirektør Hanne Bech Hansen kaldte »møgirriterende«.

Derfor ville politiet kun gøre noget ved situationen, hvis ejeren af huset foretog sig noget. Og foreløbigt har ejeren, advokaten Stig Viborg Pedersen, altså hyret håndværkere. Hvad de konkrete planer er, vides endnu ikke.

Bygningsinspektør fra Københavns Kommune, Joakim Kofod, har tidligere oplyst, at ejeren den 10. december 2001 fik byggetilladelse til at indrette et hotel i ejendommen: »Arbejdet er påbegyndt december 2002, men er tilsyneladende gået i stå kort efter«.

I juli 2003 har Stig Viborg Pedersen indhentet en principiel godkendelse til at ombygge ejendommen med tre erhvervslejemål og café i stueetagen. Til den plan mangler der stadig en endelig byggetilladelse.

Men foreløbigt er bz’erne hjemløse.

[squat!net]


tilbake til hovedsiden